På Folkets Folkemøde 2026 kan du opleve en række stande på vores marked. Hvad med at holde en ugle, bytte frø, lære om No Dig-haver eller få lidt godt til ganen?

Boderne er:

Frøsamlerne, Thomas Sørensen

Frøsamlerne holder liv i gamle sorter, som ellers let kunne forsvinde. Foreningen samler, dyrker og deler frø fra blandt andet gamle danske grøntsager, urter og andre kulturplanter – og arbejder for, at mangfoldigheden bliver ved med at gro.

På dagen kan du gå på opdagelse i frøenes verden, få inspiration til din egen have og høre om, hvorfor det betyder noget, hvilke planter vi vælger at føre videre.

Lammehaven, Jacob Isling Jørgensen

På Lammehave Økologi på Østfalster dyrker Jakob og hans medarbejdere jorden med gamle kornsorter, grøntsager og kløvergræs til gårdens får. Her er landbrug, natur og mennesker tæt forbundet – og fårene er med til at holde strandenge og mosearealer åbne.

I Torvehallen kan du købe mel af gamle kornsorter, honning, most, rapsolie, grøntsager, æbler, pærer og æg – og møde nogle af gårdens dyr.

Højbygaard Gård Butik, Ginny Mae Carstensen

Ginny Mae Carstensen har byttet byliv og restaurantverden ud med livet på landet på Højbygaard. Her dyrker, laver og sælger hun forskellige råvarer fra gården – og deler glæden ved det gode liv med jord under neglene.

Ginny bruger en stor del af sin tid på at skabe No Dig-haver, hvor jorden får lov til at arbejde naturligt. Hun bruger ingen kemiske sprøjtemidler eller kunstgødning i haven – kun masser af kærlighed, kompost og lidt kyllingemøg.

På dagen tager Ginny nogle af sine mikrogrøntsager, friske grøntsager og andre små skatte fra haven med. Hun dyrker også blomster, som hun glæder sig over at kunne dele med andre.

Kom forbi Højbygaards stand, sig hej og få en lille snak om No Dig, dyrkning, mikrogrønt, blomster og livet på landet.

Fra jord til bord – dyrket med hænderne og med hjertet.

Gedser Fuglestation

Gedser Fuglestation ligger lige på fuglenes trækrute, hvor frivillige følger fuglelivet tæt gennem ringmærkning, observationer og forskning. De arbejder også for at skabe bedre forhold for fuglene og formidle den viden, de samler.

I Torvehallen kan du møde Gedser Fuglestation og købe fuglekasser til haven – så der også kan komme lidt mere fugleliv hjem til dig.

Uglehulen

Jette fra Uglehulen har brugt mange år på at lære uglerne at kende – ikke som pynt eller rekvisitter, men som dyr med deres helt egne personligheder og meninger. For hende handler det om at skabe et godt samarbejde med uglerne og møde dem med ro. Hun beskriver ligefrem samværet med dem som en slags meditation: Jo mere ro, man selv har, jo bedre har uglen det.

På Folkets Folkemøde tager Jette nogle af sine ugler med. Du kan møde dem helt tæt på og for 50 kr. holde en ugle – og måske opdage, at ugler ikke helt er, som du troede.

48halvtreds

I forbindelse med Folkets Folkemøde præsenterer 48halvtreds årets særlige T-shirt.

Designet tager udgangspunkt i teksten Al begyndelse er svær, som knytter sig til Carina Randløvs film Alle os og siloen og historien om den tidligere DLG-silo på havnen.

Citatet er skrevet med gotisk håndskrift af Phung Vo på invitation fra kunstneren Danh Vo og er trykt på en Mads Nørgaard T-shirt. Ligesom sidste år er T-shirten skabt som et fysisk minde om året.

BAR-48halvtreds

Tag en pause ved 48halvtreds’ bar, hvor der skænkes fadøl fra Møns Bryghus og hældes vin fra Vinhanen i glassene. Du finder også alkoholfrie øl og hyldeblomstsaft.

JDTrædesign, Jan Debel

Jan Debel fra JDTrædesign arbejder i lille skala med træ fra lokale skove og gamle, antikke planker. Han laver blandt andet plankeborde samt serverings-, tapas- og skærebrætter, hvor træets knaster, revner og skævheder får lov at være en del af designet.

Træet behandles med dansk, økologisk linolie og lokal bivoks fra Øster Kippinge på NordVestFalster. Nogle af hans unika får også detaljer i tin, kobber eller messing. Herudover laver Jan håndlavede lampeskulpturer, vægudsmykninger og forskellige bræt- og skakspil.

Chili Sin Carne (økologisk), Dennis Theilgaard Larsen

Tag frokosten hos Dennis Theilgaard fra Theilgaards Galleri. I dagens anledning har Dennis og hans familie lavet en stor gryde chili sin carne, som du kan nyde for 75 kr.

Et hjemmelavet måltid lavet til Folkets Folkemøde.

Tinas To-Go/Kaffevogn

Tina kommer med sin kaffevogn og rykker denne dag ind på Folkets Folkemøde. Her kan du få en god kop kaffe og lidt tiltrængt varme mellem dagens mange samtaler, oplevelser og møder.

Grønsund vin & mel

Anne Mette og Ole driver et lille økologisk landbrug på Møn, hvor vinmarker og kornmarker ligger side om side. De dyrker selv Purpur vårHVEDE og druer og arbejder med at få mest muligt ud af det, jorden og årstiden giver dem. De første vinstokke blev plantet i 2021, og herfra er et lille vinprojekt på Møn begyndt at tage form.

I Torvehallen kan du møde Grønsund og købe deres Purpur vårHVEDE. 

FOLKET FRØBYTTER, Maria er gået i haven

Maria Capion kommer til Folkets Folkemøde med en frøbyttebod, hvor frø er omdrejningspunktet for at dele og bytte med andre. Maria tog selv kontakt med idéen om at deltage med en frøbyttebod, som passer godt ind i årets fokus på lokale initiativer, fællesskab og det, der kan vokse videre.

I boden kan du bytte frø og gå på opdagelse blandt forskellige frø, som kan få nyt liv i en anden have. Har du selv frø, du gerne vil dele, kan du tage dem med og bytte dem til nogle andre.

Kom forbi og få en snak om frø, dyrkning og frøbytte – og måske find noget nyt, du kan tage med hjem og få til at gro.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *