Gæsteindlæg af Mathilde Walter Clark
Highligts fra Folkets Folkemøde i Stubbekøbing i lørdags, det lobbyismefrie Folkemøde, hvor jeg havde den ære at dele scene med Shëkufe Tadayoni Heiberg og Poul Nyrup Rasmussen, under spitzklasse moderation af Astrid Haug. I et tætpakket kirkerum talte vi om de store kræfter, der findes i civilsamfundet, om mobiliseringskraft og om at tænke stort. I sig selv er Stubbekøbing et eksempel på alle de dyder. Om morgenen ankom Poul Nyrup med færgen, hvor festivalgæsterne modtog ham på Torvet. Her holdt han, iført sømandssweater, en stærk tale for en tæt forsamling på flere hundrede mennesker. Det føltes som at være en del af noget vigtigt at stå der, på det torv, med rådhuset og og det smukke kirketårn og slutte ring om nogen, der talte om demokrati som noget, der kommer fra folket selv.
Så er der den gamle DLG-kornlagerhal hvor Danh Vo udstiller sit monomentale værk Tropaeolum med egetræer, som væltede under en storm i de franske statsskove. Bål brænder på betongulvene – med brænde fra en enorm brændestabel, der forestiller det amerikanske flag, altsammen direkte fra Paris til Stubbekøbing. Senere oplevede jeg en begejstret samtale om, hvad svampene fortæller os, mellem to svampeentusiaster, biolog Annette Greenfort og kunstner Nicolai Howalt i Birgers Herretøj.
Rundt omkring på husene var der skilte hos dem der gerne ville stille deres eget toilet til rådighed for festivalgæsterne.
Ånden og stemningen i Stubbekøbing mindede mig om en en ærkedansk version af Marfa, Texas, en by med 1100 indbyggere midt i ingenting i ørkenen i Vesttexas. Byen kan ikke ekspandere fordi den ligger landlocked mellem ranches, så størrelsen ligger fast. Ni mil udenfor byen findes der nogle “mystiske lys” som man kan tage ud og se når mørket faldet på henover ørkenen. Syvogtredive mil udenfor Marfa, halvvejs mod den næste by, Valentine, ligger der – mit i absolut ingenting – en Pradabutik. Det er en kunstinstallation. Men det jeg ville sige er at I 1970’erne opkøbte den verdensberømte kunstner Donald Judd nedlagte militærbygninger og omdannede dem til studios og permanente kunstudstillinger. En meget avanceret kunstscene trives nu side om side med rancherkulturen, der midt i den store ørken. Jeg besøgte byen med min far i 2018, hvor man til happy hour på et af byens to hoteller kunne se folk med asymetriske frisurer og store briller sidde og drikke margaritas side om side med ranchers med chaps og sporer på støvlerne.
Jeg kan allerede ikke vente med at se, hvad de finder på til næste års Folkets Folkemøde i Stubbekøbing. Tak til de gode folk i Stubbekøbing for at organisere, for at skabe så god en dag, og for at tage så godt imod os.
Skriv et svar